Min verden er ramlet fuldstændig og jeg græder som jeg ikke har grædt i mange år.
Er blevet yderligere undersøgt mht ryggen og de voldsomme vedvarende smerter.
Lægerne og fys mistænker diskusprolaps..... WHAT ?? Og da jeg ikke kan blive scannet pga lillebror i maven, skal jeg behandles som en prolapspatient hvilket betyder at jeg skal være sengeliggende resten af gravi... Hvilket også indebærer at jeg INTET må, heller ikke engang give Sofie tøj på. Sofie og far skal 100% klare sig selv indtil januar hvor lillebror ku nok også skal kommerciel verden ved pks dels for ikke at risikere noget med mig men også for at mindske tiden hvor jeg er så immobil.
Det er som at få en dødsdom, jeg kan slet ikke se mig ud af det her og er bare så ulykkelig over at skulle svigte Min familie. Det gør ondt dybt i mit hjerte.
Men der er heldigvis også den mulighed at det bare er muskulært så jeg får massage, akupunktur og behandling med elektroder samt skal til udredning på fødegangen i
Forhold til smertelindring.
Men det er bare rigtig svært at bevare modet og det gode humør lige pt.
Spørgsmålene hober sig op i mit hovet på en trist fredag aften hvor Sofie og hund sover hos farmor og farmand er i byen....
Åh hvor er det hårdt Vibeke. Håber tingene snart ser lysere ud... Varme tanker herfra.
SvarSletKh Mia
ØVØVØV.. Håber på det bedste! Jeg kan forstå din "dårlige samvittighed" overfor familien. Det er bare ikke sjovt at ligge og kigge på mens de både hygger sig og klarer skærene..
SvarSletPyh! Hvor er det træls. Når du får vænnet dig til tanken håber jeg at verden ser lysere ud. Kender følelsen af at gulvtæppet rykkes væk under en, så mine bedste tanker til dig.
SvarSletDet er jeg virkelig utrolig ked af at høre!! Jeg har også fået tæppet rykket væk under mig flere gange, og jeg ved at det er fuldstændig uoverskueligt hårdt :-( Men jeg bliver altså lige nødt til at slå fast, at du altså IKKE svigter din familie! Jeg kan godt forstå, du har den følelse (har selv haft det sådan, når min krop lever sit helt eget liv), men når du tager vare på selv, svigter du INGEN - tværtimod! Min erfaring siger mig at skyldfølelse blot gøre det hele meget værre, og det er altså på INGEN MÅDER din skyld at din krop lige beslutter sig for at gå egne veje. Jeg føler virkelig med dig og ønsker det allerbedste for dig! 1000 tanker fra Trine
SvarSletOg så bliver det hele også bare tungt og rigtigt uoverskueligt...! Det er slet ikke sjovt, men lad dig selv være ked af det og tænk så med det absolut gode formål du ligger der! Det er noget du gør for dig selv og din lille familie.. Jeg ved hvordan det kan være med en diskos, da min mand i perioder har ligget der, og jeg ved det slet ikke er sjovt.. Men hold ud og lad andre værne lidt om dig.. Og glæd dig til det store som skal ske trods alt! Jeg kan forstå at det må være ganske forfærdeligt ikke at kunne tage sig af sin store pige som man gerne vil, og så sikkert især når det også kan være svært at forklare...
SvarSletHold hovedet højt.. :) Tanker herfra...
Det synes jeg er rigtig synd for dig. Det må være til at blive tosset af. Hvis du er typen, der får det godt af lige at huske, at andre har det værre, så læs videre, hvis ikke, så spring over det næste.
SvarSletJeg har i dag fjernet et bryst på en ung kvinde med brystkræft, som i samme ombæring var nødt til at få en abort (af sin første graviditet) pga den følgende kemobehandling. Dét må føles som en dødsdom. Jeg kan ikke slippe hende i mit hjerte. Jeg føler bare så meget med hende.
Åh, det lyder da ikke rart. Jeg håber, at du finder en måde at håndtere det på.
SvarSletKH
Anna
Jeg kan sagtens følge dine frustationen, men prøv at vende tingene om.
SvarSletHvis du ikke passer på dig selv og lillebror de næste måneder, vil det måske medføre kronisk, at du ikke kan være dér for din familie.
Jeg ved ikke, hvordan forholdet mellem far/datter er hos dig, men hos os ville 100 % far i en periode betyde et endnu stærkere bånd mellem dem, hvilket også er positivt.
Hold hovedet højt. Det er snart jul, tid til starinlys, hygge og samvær med venner/familie, - og før du får set dig om er det januar og lillebror er ude. Derefter kan behandling begynde og du vil være retur til familien før du ved det.
Knus til dig.
det lyder helt og aldeles forfærdeligt hårdt. Jeg ville have fuldstændig de samme tanker som dig, hvis det skulle ske for mig. Og det er helt ok at være ked af det. Men du må for guds skyld ikke føle, at du er en belastning for nogen, eller at det er din skyld. Det er sådan noget, der kan ske, og heldigvis er det noget, du kommer over. Og inden længe vil du igen være den mor, du ønsker at være - og så for to børn :-)
SvarSletKærlige tanker herfra.
TIne
Øv, Vibeke. Kan ikke skrive noget som ikke allerede er sagt/skrevet. Håber inderligt det "bare" er muskulært... jeg føler med dig. Kan virkelig godt sætte mig i dit sted og jeg ville have de samme tanker. Ønsker dig al bedrig.
SvarSlet